Der står to mennesker ved siden af hinanden i en have. Solen skinner og vækker gode minder i dem begge. Ingen siger noget, men begge kan når som helst sige hvad som helst om hvad som helst. Alle muligheder er åbne. Indtil den ene vender sig mod den anden og spørger: »Hvordan går det med jeres nye hund?« Derfra er mulighedsfeltet kraftigt indsnævret. Enhver udtalelse om fuglenes sang, tagenes lys eller det grineflip, man havde med sin lillesøster i går, vil ikke bare være malplaceret, men decideret vanvittig. Fra det øjeblik den ene stiller den anden et spørgsmål, er der sat en ramme, som det ikke længere er muligt at sprænge.

Mens jeg som barnebarn af en præst, elev i den danske folkeskole og universitetsuddannet i vestlig filosofi jævnligt har haft anledning til at bladre i bibelen, så er det ikke mere end halvanden uge siden, jeg første gang holdt Koranen i mine hænder. Ellen Wulffs oversættelse fra 2006 landede i min postkasse, mens jeg stadig var på sommerferie, og det kriblede i fingrene på mig for at finde ud af, hvornår, hvordan og i hvilken sammenhæng, det første spørgsmål optræder i Koranen.

For ikke så længe siden mindede en kollega mig om, at filosoffer har et særligt forhold til begyndelsen. Vi vil helst starte med Adam og Eva, som han sagde, og hvis det ikke er muligt, så i hvert fald med Platon. Sådan har jeg det også med min forskning i spørgsmål, og det er formentlig derfor, det har taget noget tid at komme i gang med denne blog. For hvornår begyndte vi mennesker egentlig at stille spørgsmål? Hvad udløste det første spørgsmål? Og hvad betyder det for os i dag?

”Ask not what your country can do for you; ask what you can do for your country.” Kennedys legendariske sætning fra 1961 er blevet dissekeret og analyseret til ukendelighed. Alligevel er der et lille ord, der – til trods for, at det er bærende for forståelsen af sætningen – har unddraget sig opmærksomhed. ’Ask’ indleder både den første og den anden del af sætningen, og hvis man i stedet for det, han siger, retter opmærksomheden mod det, han gør, så demonstrerer Kennedy klart og tydeligt, at politisk ledelse handler om at stille – og få andre til at stille – de rigtige spørgsmål.

’Hvad er et spørgsmål?’ Sådan lød det spidsfindige spørgsmål fra bedømmelsesudvalgets formand til mit ph.d.-forsvar for nylig. Jeg svarede ham ikke. I stedet sagde jeg, at det ikke var det spørgsmål, jeg var optaget af at besvare, men derimod: Hvorfor stiller vi spørgsmål? Og hvorfor stiller vi de spørgsmål, vi gør.

Kære Leder. Har du nogle gange svært ved at genkende dig selv og din hverdag i de ledelsesteorier og -uddannelser, du beskæftiger dig med? Synes du, det ser rigtigt og let ud på papiret, men har svært ved at overføre det til dig selv og dine medarbejdere? Bare rolig, det er ikke dig, der er noget galt med – det er teorierne.

Der er mange gode grunde til at udfordre den sprogforståelse, der hærger ledelsesteori og -praksis under betegnelser som socialkonstruktionisme, poststrukturalisme, narrativ samtalepraksis, systemisk ledelsesteori m.fl. Den væsentligste er, at den ikke harmonerer med menneskets måde at være sproglig på.