Information: Gud er død. Gud leve

Selv om det er 120 år siden, Nietzsche proklamerede Guds død, er hverken religion eller ideologisk fundamentalisme på retur.

Efterår 1888: Den tyske filosof og filolog Friedrich Nietzsche er få måneder fra et psykisk sammenbrud. Og han ved det tilsyneladende godt. I hvert fald skriver han på livet løs, og han erklærer bl.a. i brevvekslinger med nære venner, at han i denne periode udvikler et meget strengt og fint udtryk for hele sin filosofi. Han færdiggør Afgudernes ragnarok, som ikke bare er et resumé af alle hans væsentligste filosofiske kætterier, men også en ny måde at udtrykke filosofiske tanker på. Nietzsche filosoferer med hammeren, hvilket med hans egne ord består i at udfritte de evige afguder, der på trods af deres opblæste hulhed er dem, vi tror mest på.

Nietzsche er kendt for sin dødsdom over Gud. Men det er hverken dødsdom eller Gud, der kan forklare, hvorfor verdenssamfundet stadig er præget af religion og ideologisk fundamentalisme. Det kan derimod den forståelse, der i Afgudernes ragnarok formuleres som en frygt for, at vi alligevel ikke slipper af med Gud, "fordi vi stadig tror på grammatikken".

Med denne formulering sætter Nietzsche ord på en skæbnesvanger sammenhæng mellem strukturerne i vores sprog og den måde, vi tænker på i Vesten. En sammenhæng, som ikke bare har konsekvenser for religionens rolle i samfundet, men for hele vores forståelse af, hvad det vil sige at være samfund. Det er nemlig ikke først og fremmest den religiøse Gud, Nietzsche er ude efter, når han jager de evige afguder ’som med en stemmegaffel’. Det er derimod de omsiggribende idealer, som forfører os med løgne om enhed, substans og bestandighed.

Med Afgudernes ragnarok vil Nietzsche punktere Vestens idealer. Men han frygter, at det ikke lader sig gøre. Fordi idealerne lever i sproget.

Læs hele kronikken i Information.