Filosofisk Frikvarter: Ideen tager form
Filosofisk Frikvarter er et bidrag til lærere og andre voksne, der gerne vil blive bedre til at tage imod børns invitationer til at tænke sammen med dem. Børn stiller konstant spørgsmål, som voksne ikke kan besvare, men hvis vi er villige til at invitere filosofien ind i vores undervisning og generelle samvær med børn, kan både de og vi blive klogere - på både os selv, verden og hinanden.
Børns spørgsmål er invitationer til at tænke
Der tales så meget om, at Danmark skal leve af kreativitet og innovation, men for, at vi som samfund kan skabe og tænke nyt, må vi som individer kunne tænke os om. Det er børn på mange måder bedre til end os voksne, som ofte mangler mod og vilje til at kigge vores sandheder efter i sømmene.
Filosofi kan bruges i alle fag og i alle sammenhænge. I matematiktimen, når Oliver spørger, hvem der har besluttet, at fire plus fire giver otte. I dansktimen, når Freya ikke kan forstå, hvorfor hun ikke må kalde mayonnaise for ’mamonæse’. Eller i klassens time, når Henrik undrer sig over, at det er ok at græde højt og hysterisk, når man er frustreret, når det ikke er ok at slå og sparke. Sådan er det bare! er det nærliggende at svare, men det er ikke godt nok. I hvert fald ikke, hvis vi vil hjælpe børnene med at forstå de sammenhænge, de er en del af og motivere dem til at tage ansvar for det, de lærer i skolen og livet generelt. Så må vi omformulere Olivers spørgsmål om, hvem der har besluttet, at fire plus fire giver otte til spørgsmålet om, hvad det vil sige, at noget er sandt. Vi må betragte Freyas ’mamonæse’ som en invitation til at udforske, hvad det betyder for vores måde at være i verden på, at vi har et sprog. Og vi må hjælpe Henrik med at finde argumenterne for, at der er nogle måder at opføre sig på, der er mere hensigtsmæssige end andre.
Når læreren afviser børnenes invitationer til at tænke
Evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert er fatal for vores udvikling som mennesker. Det er, sammen med sproget, det, der adskiller os fra dyrene, og det er det, der sætter os i stand til at tænke og handle frit. Desværre er det også det, der er allersværest at lære. Det kan ikke klares med et opslag på Google eller ved at følge en læreplan. Faktisk er der kun én måde at komme i kontakt med og udvikle sin evne til at skelne mellem rigtigt og forkert på, og det er ved at prøve sig frem.
Det gør børn ved at spørge om alt mellem himmel og jord – og ved at justere ind efter de svar, de får. Børn er utrolig lette at påvirke, og hvis de voksne omkring dem konsekvent afviser at forholde sig til spørgsmål, de ikke kender svarene på, vil børnene gøre det samme. De vil lære, at der er en hel masse af det, de troede var vigtigt, der ikke er vigtigt, men de vil ikke vide hvorfor. Til gengæld vil de få en masse viden, som de ikke kan se vigtigheden af. Det er måske en del af forklaringen på, at så mange børn har et ambivalent forhold til skolen. De er på den ene side glade for at lære noget – fordi børn har en naturlig spørge- og lærelyst – men de har på den anden side svært ved at se meningen med det, de lærer. Det er både på det personlige og samfundsmæssige plan katastrofalt. Og det behøver ikke at være sådan.
Når læreren tager imod børnenes invitationer til at tænke
Når Oliver spørger, hvem der har besluttet, at fire plus fire giver otte, så fortæller han, hvad der skal til for, at han kan blive rigtig glad for at gå i skole. Oliver har opnået en indsigt, som han beder læreren om at bygge videre på, og selvom spørgsmålet kan virke irriterende, så er det på ingen måde irrelevant. Det åbner for, at Oliver og hans klassekammerater kan lære matematik at kende indefra i stedet for som noget, de bliver påduttet udefra. Det handler om at gøre matematikken anvendelig, men det handler også om at gøre den væsentlig – i betydningen, udforske dens væsen.
Olivers spørgsmål sprænger rammerne for matematikfaget, men ikke for tænkningen. Matematik er lige som alle andre fagvidenskaber et produkt af den idéhistoriske udvikling, der har gjort, at fagene ser ud, som de gør. Matematik har flere tusinde år på bagen, og Oliver har ret i, at det er mennesker af kød og blod (og det derfor er relevant at spørge hvem), der har opstillet de matematiske love og regler, vi i dag tager for givet. Han kunne også have spurgt, hvornår man fandt ud af, at fire plus fire giver otte, eller hvorfor det er vigtigt at vide, at det forholder sig sådan. Når spørgsmålene kan virke irriterende eller irrelevante, så er det fordi, de kræver, at læreren går på opdagelse i sit eget, men også i andre fag og sammenhænge, som er nødvendige for at forstå, hvorfor grænserne går, hvor de går: Hvorved adskiller matematik sig fra andre fag? Hvorfor er det ikke en del af natur og teknik?
Rigtig meget undervisning er fag- og modulopdelt, men det er børns spørgsmål ikke. De spørger om det, der falder dem ind, og det falder sjældent inden for rammerne af et enkelt fag. Børns spørgsmål går lige som filosofi på tværs af fag, teorier og metoder, men også af mennesker, kulturer og samfund. De er uden for kategori – men inden for det, der er kategorisk i ethvert menneskes liv, nemlig trangen til at forstå. Og det er derfor, børn på mange måder er bedre til at tænke sig om end voksne. De lader sig ikke begrænse af rammer og regler, de forholder sig til verden, som den viser sig for dem.
Hvilke krav stiller det til læreren?
Når det ikke er godt nok at afvise børns spørgsmål med ”sådan er det bare!”, er det fordi, børnene har brug for hjælp. Forudsætningen for at tænke tværfagligt er, at man har kendskab til de fag, man tænker på tværs af. Forudsætningen for at tænke og agere medmenneskeligt er, at man har føling med, hvad det vil sige at være menneske. Det får børn kun, hvis der er nogen, der viser dem, hvordan man gør. Børn har brug for at vide, at de ikke er alene, og derfor er det vigtigt, at man som lærer bringer sig selv og filosofien i spil. Det begrænser ikke udviklingen af børns måde at tænke på at høre om andres tanker og ideer; det er forudsætningen for, at de kan udvikle deres egne. Derfor er det vigtigt, at læreren har viljen til at udfordre sin egen måde at tænke på – og modet til at udforske sig selv som menneske. Børn er knivskarpe til at se, hvornår vi som voksne har noget på spil og hvornår vi reproducerer gammel viden. Og de elsker, når vi har noget på spil. Det er nemlig der, de mærker, at også vi har noget at lære – og at vi er villige til at lære sammen med dem.
Det forbandede ved mod og vilje er, at det lige som evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert ikke er noget, der kan klares med et opslag på Google. Heller ikke læreplanen på landets seminarier er en garanti for, at man får et udforskende forhold til sig selv og sine omgivelser. Jeg er tilbøjelig til at sige: Tværtimod. Her lærer man nemlig ikke, hvad det betyder for ens muligheder for at undervise, at eleverne ser verden et andet sted fra end man selv gør. Man lærer, hvad det vil sige at bruge forskellige teorier og didaktiske metoder som ramme for sin undervisning, men man lærer ikke at forholde sig til rammebetingelserne for sit eget liv. Spørgsmålet om, hvordan man kan arbejde med at udvikle andres erkendelse, når man hele tiden er betinget og begrænset af sin egen, er et filosofisk spørgsmål – og man undervises ikke i filosofi på seminariet. Desværre, for lige som det er fatalt for vores udvikling som mennesker, at vi opøver evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert, så er det afgørende for vores muligheder for at skabe erkendelse hos andre, at vi er i kontakt med, hvordan vores egen erkendelse fungerer.
Læreren har brug for filosofi
Når filosofi lige som børn er eminent til at skabe den kontakt, så er det, fordi den insisterer på muligheden af, at vi tager fejl. Filosofi er som Spørge Jørgen, der med sine tilsyneladende irrelevante og irriterende spørgsmål sætter spot på det, vi har glemt. Prøv fx at tænke over, hvad det er, Jørgen minder os om, når han spørger, hvorfor øjet ikke sidder i nakken. Han påpeger, at der er grænser for, hvad vi kan se og derfor også grænser for, hvad vi kan forstå. Jørgen minder os om, at det er et væsenstræk ved mennesket, at det er begrænset – i tid og rum, udsyn og indsigt. Så længe, vi kun tillader spørgsmål, vi kan besvare, kan vi som voksne bilde os selv og hinanden ind, at vi har styr på tilværelsen. Men Jørgens spørgsmål gør os bange. De minder os om, at der er noget, vi hverken kan styre eller ændre. Det er ikke os, der har besluttet, at øjet sidder i ansigtet og ikke i nakken. Sådan er det bare!
Når læreren har brug for filosofi, så er det fordi det kan være svært at vende spørgsmål, der opfattes som irriterende, irrelevante og farlige til muligheder for at blive klogere. Det kræver vilje og mod, men også indsigt i de muligheder, der ligger i at være begrænset. Som mennesker ligner, fungerer og befinder vi os midt i den verden, vi erkender, og hvis vi ellers kan dy os for at ville være større end vi er (drømmen om overblik), har vi alle muligheder for at finde mening i og omkring os (erfaringens indblik). Det kræver, at vi bekræfter os selv og hinanden i, at vi kan stole på vores erfaring. Vi har lige som børnene brug for at vide, at vi ikke er alene – at det er ok at prøve sig frem.
Hvilke krav stiller det til Filosofisk Frikvarter?
Det stiller nøjagtig de samme krav til mig, der udtænker undervisnings- og udviklingsforløb, som jeg ovenfor stillede til lærere: At jeg demonstrerer vilje og mod til at dele mig selv og at jeg ikke er bange for at blive mindet om det, jeg har glemt. Det har jeg forsøgt at gøre ved at bygge Filosofisk Frikvarter op om tre didaktiske principper:
Struktur: Eleverne skal have klare rammer og en model/illustration til at skabe sammenhæng mellem del og helhed i undervisningen
Kropslighed: Eleverne skal kunne mærke konsekvenserne af det, de lærer på egen krop
Genkendelse: Eleverne skal have mulighed for at spejle sig selv og deres erfaring i den voksne, der filosoferer samen med dem
Principperne overholdes blandt andet ved, at Filosofisk Frikvarter tager afsæt i og er bygget op omkring et undervisningsforløb, jeg selv har gennemført for en 2. klasse. Forløbet var illustreret som et træ med tre store grene for hhv. etik, eksistens og erkendelse (se billede øverst).
Selvom det er umuligt at forudsige præcis hvilke spørgsmål den enkelte lærer bliver mødt med fra sine elever, så udgør etik, eksistens og erkendelse så store og vigtige temaer inden for filosofien, at man med forløbets introduktion af: 1) de væsentligste filosofiske pointer indenfor disse temaer, og 2) konkrete øvelser til, hvordan man kan udforske temaerne sammen med børn, forhåbentlig er bedre rustet til at tage imod elevernes invitationer til at tænke.