Filosofisk Frikvarter: Ideen opstår

De bedste ideer, jeg har fået, har jeg fået sammen med mine to børn. Det gælder også ideen til Filosofisk Frikvarter, som tog sin begyndelse en aften i 2013, hvor jeg var alene med børnene, som på daværende tidspunkt var 8 og 5 år.

Vi sidder og spiser aftensmad, da den 8-årige pludselig fortæller, at han har set et billede af den koreanske sanger Psy smurt ind i blod. Billedet var dukket op på Google, da han havde søgt efter fodboldkort, og det havde gjort ham bange. Jeg forklarer, at det er derfor, jeg ikke vil have, at han søger på Google alene – fordi søgemaskiner ikke kan kende forskel på godt og skidt, og derfor bare viser alt, hvad de kan finde. Det er vores opgave at finde ud af, hvad der er godt, konstaterer jeg. Mine børn tænker lige som alle andre børn, jeg kender utrolig hurtigt, så den 8-årige reagerer ved at spørge, om man ikke bare kan skrive ’hvad er godt’ i søgefeltet. Så det gør vi. Men for en gangs skyld er der ingen tvivl om, at jeg har ret: Google er spejlblank, når det kommer til ét af de allerstørste og allervigtigste spørgsmål i ethvert menneskes liv, så der dukker absolut intet op, som kan bruges i vores lille, filosofiske undersøgelse. I stedet tager jeg den 8-årige og hans lillesøster med ind til bogreolen. Jeg finder Homer, Platon og Aristoteles og lægger dem på gulvet. De her bøger, siger jeg, blev skrevet for over 2000 år siden, og de kan hjælpe os. Jeg fortæller dem, at spørgsmålet om, hvad der er godt, er meget svært at besvare, og at nogle af de bedste bud er kommet fra de mænd, der har skrevet netop de tre bøger, der nu ligger på gulvet. De vidste meget mere om, hvad der er godt, end Google gør, og de var også rigtig gode til at hjælpe andre med at finde ud af, hvad der er godt. Børnene ser på mig med øjne så store som tekopper. Hvad står der i bøgerne, spørger de, og jeg begynder at fortælle.

Jeg er hverken H.C. Andersen eller specielt pædagogisk

Men den aften opdagede jeg, at jeg med en lille smule omskrivning af filosofiske klassikere og endog temmelig tunge filosofiske pointer kan holde mine børn tryllebundet i timevis. Og hvorfor egentlig ikke? Da jeg selv blev introduceret for filosofiens forunderlige verden for snart 20 år siden var det som at komme hjem. Jeg har så længe tilbage, jeg kan huske tumlet med de store spørgsmål i livet, men det var først under et ophold på Testrup Højskole i midt halvfemserne, det gik op for mig, at jeg ikke var alene. Bevidstheden om at jeg skal dø og at jeg langt fra er så godt et menneske, som jeg synes, jeg bør være (og som jeg dengang troede andre var) havde gennem barndoms- og teenageårene skabt en permanent følelse af ensomhed. Jeg havde en enkelt, lidt ældre ven, som delte min umættelige trang til at tale om livet og døden og det, der binder dem sammen, men i selskab med alle andre gjorde jeg klogt i at holde det for mig selv. Det harmonerer dårligt med venindekæder, kærestebreve og fester, og når man vokser op med kærlige, men meget pragmatiske forældre, er det heller ikke ved middagsbordet, man får afløb for sine spørgsmål om, hvem der har fundet på, at et æble skal hedde et æble. Det fik jeg på Testrup Højskole, og det gjorde mig lykkelig. Lykkelig over at finde ud af, at jeg ikke bare ikke var alene, men at nogle af de allerklogeste mennesker i Vestens historie har stillet præcis de samme spørgsmål, som jeg gjorde.

Spørgsmålet, der optager mig nu er, hvorfor jeg skulle vente så længe

Når filosoffer er så kloge, som de er, så er det jo fordi de beskæftiger sig med det allermest fundamentale ved dét at være menneske – så hvorfor skal børn være alene om det, de har tilfælles med alle andre? De spørgsmål, filosoffer stiller, er de spørgsmål alle mennesker stiller fra tid til anden, så hvordan kan det være, at man kan komme igennem skole, gymnasium og langt de fleste videregående uddannelser uden på noget tidspunkt at få hjælp til at drøfte og besvare dem? Hvorfor lærer vi ikke i skolen, hvad det vil sige, at noget er sandt? Hvorfor er det ikke obligatorisk, at skoleklasser årligt skal diskutere, hvornår det er rigtigt at gøre noget forkert? Hvorfor lærer vi ikke vores lærerstuderende at skabe små refleksionsrum, hvor børn og voksne sammen kan udforske de store spørgsmål i livet?

At dømme ud fra de reaktioner jeg får, når jeg fortæller, at jeg har undervist en 2. klasse i filosofi, så er det fordi, vi tror, filosofi er sværere end det er. Eller måske snarere, at filosofi er noget andet end det er. For jo, filosofi er svært, men mit indtryk er også, at det er sværere for helt almindelige voksne end det er for helt almindelige børn, eller for den sags skyld helt almindelige gamle. Og det er fordi, voksne har så travlt med at være voksne, at de glemmer at være mennesker. I modsætning til dyrene er mennesket kendetegnet ved at have et sprog for og dermed et reflekteret forhold til livet. Livet er ikke bare noget, vi har, men noget vi tager stilling til og ansvar for. Desværre er vi ikke lige aktive i denne stilling- og ansvarstagen hele livet. Faktisk er der noget, der tyder på, at det er når vi er tættest på livets yderpunkter, at vi er mest tilbøjelige til at beskæftige os med, hvad livet egentlig går ud på. Derfor stiller børn betydelig flere og betydelig mere fundamentale spørgsmål end voksne, og derfor er der generelt flere gamle mennesker, der deltager i filosofiske foreninger og foredragsaftener end der er småbørnsforældre. Mens børn er tættere på livets begyndelse end deres forældre, og gamle er tættere på livets afslutning end deres voksne børn, så befinder alle os, der har ansvaret for at passe og pleje og undervise og udvikle os midt i livet. Vi kan hverken mærke start eller slutning, og derfor kan vi også have svært ved at tage stilling til og ansvar for det, der er imellem. Som fx om vi er de forbilleder for vores børn, som både de og vi fortjener.

Viser vi vores børn og vores elever, hvem vi er og hvem vi drømmer om at blive?

Fortæller vi dem, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvorfor vi synes, det er svært at gøre noget andet? Er vi gavmilde med os selv? For mit eget vedkommende er svaret for det meste nej. Det føles tæt på umuligt at finde balancepunktet mellem at være et menneske blandt mennesker og den voksne, mine børn er afhængige af, og som derfor ikke må være så sårbar, at de bliver usikre på, om jeg kan passe på dem. Alligevel ved jeg, at det er sårbarheden, der gør forskellen. På om jeg giver eller deler – og det er, når jeg gør det sidste, at jeg får noget igen. Tillid, respekt og ikke mindst en hel masse af det, de selv gemmer på.

I virkeligheden er det meget logisk. Når jeg putter med mig selv, så gør de det også. Når jeg ikke er tryg ved at sige det, der fylder i mig højt, så bekræfter jeg dem i, at det, der fylder i dem er forkert, farligt eller i hvert fald noget, de skal holde for sig selv. 

Og sådan kan det, vi er allermest fælles om blive det, vi deler allermindst med hinanden. I familien, i skolen, på arbejdet og i samfundet generelt. Det er forståeligt, men det er også ærgerligt, og måske behøver det ikke at være sådan. I hvert fald ikke hele tiden. For selvom guderne skal vide, at langt størstedelen af den tid, jeg har sammen med mine børn går med helt almindelige forældreting, så gav den lille seance ved middagsbordet mig en fornemmelse af, at der er mere at komme efter i relationen mellem børn og voksne end jeg hidtil har været opmærksom på. For begge parter. Måske er det ikke en naturlov, at børn skal føle sig alene med deres eksistentielle spørgsmål til de enten kommer på højskole eller bliver voksne og glemmer, at livet starter og slutter på et tidspunkt, og at det ikke er ligegyldigt, hvad vi foretager os i mellemtiden. Måske kan vi alle sammen få noget ud af at spørge os selv, hvordan det er at være barn i dag, når spørgsmålene om det gode og det onde og det rigtige og det forkerte trænger sig på:

Er det blevet lettere at finde en mening med galskaben efter lærernes autoritet er svækket? Er det blevet nemmere at kende forskel på rigtigt og forkert efter Google har lært os, at der er mange svar på alt? Er der kommet mere kvalitet i vores hverdag efter vi har vænnet os til at gøre alting op i likes? Jeg tror det ikke. Tværtimod er jeg bange for, at det er blevet endnu sværere at navigere efter den digitale, men også den politiske og pædagogiske udvikling har givet os frie tøjler og normløse værdier om, at alles meninger er lige gode.

Det hverken skal eller har nogensinde været let at være menneske

Men det kan næppe skade at bekræfte børn (og voksne) i, at det er en vigtig del af livet at forholde sig til livet. Der er sket uendelig meget siden jeg tumlede alene rundt med mine spørgsmål, men som seancen med mine børn ved middagsbordet viser, så er de store spørgsmål i livet de samme. Og måske er svaret i form af filosofien det også. I hvert fald havde filosofien den samme effekt på mine børn, som den havde på mig, da jeg startede på Testrup Højskole, da jeg den aften, jeg var alene med dem tog Platon op fra gulvet og begyndte at fortælle:

Hulelignelsen, begynder jeg, handler om nogle mennesker, der sidder fastbundet i en underjordisk hule med ryggen til udgangen. Det eneste de fastbundne mennesker kan se, er nogle skygger på hulens bagvæg, og det eneste, de kan høre, er nogle stemmer, der giver skyggerne navne. Fx ’hest’, ’stol’ og ’æble’. En dag er der et par stykker af de fastbundne mennesker, der får revet sig løs og bevæger sig ud af hulen. Først kan de ikke se noget, fordi lyset er så skarpt, men så opdager de, at der findes rigtige heste, stole og æbler, og at det, de har fået vist i hulen bare er skygger. De beslutter sig for, at én af dem skal gå tilbage i hulen for at fortælle de andre, at det, de tror, er rigtigt er forkert. De vil hjælpe deres venner og familie med at komme ud af hulen, så de også kan lære at se forskel på den rigtige verden og den skyggeverden, de ellers har levet i.

Jeg holder en lille pause i historien, og spørger børnene, hvad de tror, der sker. Lige som alle andre børn, jeg kender, vil mine børn gerne tro det bedste om deres omgivelser, så de siger, at de tror, at huleboerne bliver glade for at blive oplyste. Jeg kigger på dem med passende alvor og siger, at det gør de ikke. Tværtimod. Da den oplyste vender tilbage til hulen bliver han mødt med vrede og mistro, og der er ingen, der vil følge med ham op i lyset. Mine børn spørger, hvorfor huleboerne reagerer som de gør, og jeg siger, at det måske er fordi, de er bange. De har levet i hulen hele deres liv, og det er nok skræmmende for dem at tænke på, at det, de altid har troet var rigtigt faktisk er forkert. I stedet for at være nysgerrige og glade for, at der er nogen, der vil hjælpe dem med at blive klogere og få endnu mere ud af livet, reagerer de derfor med frygt og vrede.

Mine børn er stille. De ser meget kloge ud. Som om de forstår mere af det, jeg siger, end jeg selv gør. Og det gør de måske også. Jeg fortæller, at Platon har skrevet hulelignelsen, fordi han synes, det er trist, at der er så mange mennesker, der er bange for at blive klogere. Og jeg fortæller også, at ham, der har lært Platon om, hvad der er rigtigt og forkert, hedder Sokrates. Sokrates, siger jeg, var én af dem, der brød ud af hulen, og det var ham, der gik tilbage for at få de andre med. Sokrates var meget nysgerrig og prøvede hele tiden at blive klogere, og han var så ivrig efter at hjælpe andre med at finde ud af, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, at han endte med at blive slået ihjel. Det giver et ryk i den 8-årige: Slået ihjel? Ja, i den by, Sokrates boede, var dem, der bestemte så trætte af, at han gik rundt og sagde, at det, de alle sammen troede var rigtigt ikke var rigtigt, at de besluttede sig for at straffe ham. Straffen var, at han skulle drikke skarntydesaft, som er så giftigt, at man dør af det. Så Sokrates, konkluderer jeg, blev slået ihjel, fordi han var for klog.

Jeg er som sagt ikke særlig pædagogisk, og den 8-årige reagerer selvfølgelig med at konstatere, at han aldrig skal være klog. Jeg skynder mig at forsikre ham om, at man ikke længere slår kloge mennesker ihjel, og at han roligt kan blive ved med at stille sine gode spørgsmål og blive så klog som muligt. For en sikkerheds skyld runder jeg aftenen af med at læse Den grimme ælling for børnene. Den handler også om, hvad der er rigtigt og forkert, og om at man godt kan være rigtig, selvom der er nogen, der synes, man er forkert.

Der er nu gået to timer, siden vi rejste os fra spisebordet. Hverken børnene eller jeg har opdaget, at det er begyndt at blive mørkt. Vi har siddet på den samme kvadratmeter på gulvet foran bogreolen og ikke en eneste gang er der nogen af os, der har vist trang til at lave noget andet.

Efter jeg havde lagt børnene i seng, slog det mig, at det vi havde haft sammen var et Filosofisk Frikvarter: En stund, der er afgrænset i tid (fordi børn skal sove eller klokken ringer), men hvor både børn og voksne er opslugt af noget tidsløst.

Både børnene og jeg havde beskæftiget os med hulelignelsen og den grimme ælling af fri vilje – fordi det gav uendelig god mening i den situation, vi befandt os i, både sammen og hver for sig. På en måde er selve livet et filosofisk frikvarter: Afgrænset af fødsel og død og drevet af en drøm om evig lykke. Ligesom seancen med mine børn er vi i livet afhængige af dem, vi er sammen med. Vi kan ikke udforske og udvikle noget sammen, hvis vi ser og vil noget forskelligt. Og det gør vi som regel – af den simple grund, at vi ER forskellige. Ligesom livet er afgrænset af døden, er vi hele tiden afgrænset fra at se og forstå verden fra andre steder end dér, hvor vi selv står. Jeg kunne ikke se billedet af koreanske Psy gennem den 8-åriges øjne, men i det forunderlige øjeblik, der opstod over aftensmaden genkendte jeg det sted, han så billedet fra. Jeg ved godt, hvad det vil sige at være lille og ønske, at der er nogen, der er større og stærkere, som kan hjælpe én med at finde ro. Én som kan fortælle, hvad der er rigtigt og forkert, og som ikke spørger ”hvad synes du selv?” For pokker, hvor jeg kender følelsen, og hvor var jeg taknemmelig for, at der var nogen, der ville dele den med mig.

Takket være den 8-åriges mod kunne vi tale sammen fra et fælles sted

Et sted, som også den 5-årige kendte. Vi var ikke længere voksen og børn, men mennesker, der ramte hinanden der, hvor vi hver især var. Med nysgerrighed, ydmyghed og respekt gik vi på opdagelse i hinandens erfaringer med dette på én gang velkendte og fremmede sted. For der er stor forskel på, hvordan man ser på stedet, når man er 5, 8 og 35 år. Og vi havde alle noget at lære.

Den aften var det ikke svært at finde balancepunktet mellem at være et menneske blandt mennesker og den voksne, mine børn er afhængige af. Formentlig fordi sårbarheden hverken var min eller børnenes, men vores. Et fælles vilkår, som jeg har større erfaring med at håndtere, og som jeg derfor kunne bekræfte mine børn i uden at gøre dem usikre på, om jeg kan passe på dem. Det kan jeg, og det gør jeg – bl.a. ved at vise dem, at jeg er tryg nok ved livet til at dele det, der fylder i mig.

Selvom det filosofiske frikvarter med mine børn var opstået spontant, og vi ikke siden har haft lignende seancer, kunne jeg ikke slippe tanken om, at man må kunne skabe situationer, hvor børn og voksne naturligt bruger sig selv og deres spørgsmål til sammen at blive klogere på livet. Jeg kontaktede derfor den 8-åriges klasselærer og spurgte, om jeg måtte bruge klassen som prøvekanin på et filosofiforløb, jeg kaldte ”Filosofisk Frikvarter – Store tanker i små klasseøvelser”.