5 gode råd: Sådan får du mere ud af dine spørgsmål
TV2 News har læst min kritik af journalisters brug af spørgsmål og inviteret mig til at dele mine pointer i et båndet indslag i Presselogen, søndag den 20.12.2020.
Presselogen er programmet, hvor danske mediechefer “stilles til regnskab for deres valg og vinkling af historier og for deres etik”. Og denne gang bliver de også stillet til regnskab for deres måde at bruge - og måske især ikke bruge - spørgsmål på.
Da mine pointer ikke kun gælder journalister, men alle der bruger spørgsmål i deres arbejde (og hvem gør ikke det?) har jeg samlet dem i 5 gode råd til, hvordan du får mere ud af de spørgsmål, du stiller.
Mine 5 gode råd lyder:
Start med det vigtigste
Vær skarp på formålet
Vær kritisk overfor din egen rolle
Vær kritisk overfor dine egne metoder
Husk: Timing is everything
1. Start med det vigtigste
Hver gang vi mennesker stiller et spørgsmål signalerer vi mindst én ud af tre ting:
"Jeg synes det her er vigtigt, og jeg kender allerede svaret - derfor anser jeg det som mit ansvar at få alle til at indse det samme, som jeg har indset"
"Jeg synes det her er vigtigt, og jeg anser det som dit ansvar at levere et svar"
"Jeg synes det her er vigtigt, og jeg anser det som vores ansvar at finde et svar sammen"
Fælles for alle tre signaler er: “Jeg synes det her er vigtigt”.
Derfor er det første spørgsmål, du må stille dig selv:
Er det vigtigste lige nu, hvad jeg synes er vigtigt?
For hvis det vigtigste lige nu ikke er, hvad du som journalist synes er vigtigt, men hvad din kilde/målgruppe synes er vigtigt, så skal du vende interviewet eller spørgeskemaet på hovedet og lytte til de spørgsmål din kilde/målgruppe stiller sig selv.
Det kan måske lyde svært, men det er det ikke. Når du forbereder et interview eller en undersøgelse, skal du blot huske ikke kun at bede din kilde/målgruppe om at forberede sig på de spørgsmål, du selv har tænkt dig at stille, men også bede dem om at forberede et par spørgsmål, som de gerne vil ind på i løbet af interviewet/samtalen.
Ved at bede dem om at formulere deres input som spørgsmål, får du dels et indblik i, hvad de synes er vigtigt for emnet, dels et helt andet afsæt for dialog, fordi I nu begge har en erfaring med både at stille og blive stillet spørgsmål.
Hvis du har brug for en større undersøgelse af, hvad en gruppe mennesker anser som vigtigt, kan du bruge det digitale værktøj Qvest, som er bygget ud fra det samme princip om, at den bedste måde at finde ud af, hvad der er vigtigt for andre mennesker er at lade dem stille deres egne spørgsmål.
2. Vær skarp på formålet
Det næste du skal spørge dig selv om, er:
Hvorfor skal der stilles et spørgsmål nu?
Det er vigtigt at du er skarp på, hvad dit formål med at stille spørgsmål er, så du kan lade formålet udstikke rammerne for, hvad du spørger om, og hvordan du gør det.
Svaret på hvorfor findes i den anden del af de tre signaler, jeg nævnte ovenfor. Formålet med at stille et spørgsmål kan nemlig enten være:
At påtage sig ansvar -> skabe opmærksomhed og oplysning
At pålægge ansvar -> skabe ansvarsbevidsthed (eller måske ligefrem skyldfølelse) hos den eller de personer, du betragter som ansvarlig, eller
At påpege et fælles ansvar -> skabe dialog og samarbejde om løsninger
Journalister veksler ofte mellem 1 og 2, og de er desværre også tilbøjelige til at blande de to formål sammen. Det var for eksempel det, der skete, da Henrik Qvortup stillede dette spørgsmål på det seneste pressemøde (16.12.2020):
“Hvad er visdommen i at lukke storcentre og dermed tvinge folk over i mindre butikker med større risiko til følge?”
Qvortrup vil sikkert hævde, at formålet med spørgsmålet var at skabe opmærksomhed og oplysning om et potentielt problem, men ved at bruge ord som visdom, tvang og risiko, påtog han sig ikke kun et ansvar for at kaste lys over noget, som han anså som vigtigt. Han brugte også spørgsmålet til at få statsministeren til at fremstå uansvarlig.
Verdenssamfundet har mere end nogensinde brug for, at der er nogen, der påtager sig ansvaret for at skabe og ikke kun kræve dialog.
Når et spørgsmål har to forskellige formål samtidig, sker der ofte det, at hverken spørger eller svarer føler sig ansvarlige for, at de og dem, der måtte lytte med (i dette tilfælde hele Danmarks befolkning) kommer videre sammen, og dermed går dialogen og samarbejdet i stå, inden det er kommet i gang.
Det er et kæmpe demokratisk problem, som du som journalist både kan og bør gøre noget ved. Udover kun at have ét formål med de spørgsmål, du stiller, bør du blive meget bedre til at facilitere den dialog og fællesskabsfølelse, som ethvert demokrati står og falder på.
Verdenssamfundet har mere end nogensinde brug for, at der er nogen, der påtager sig ansvaret for at skabe og ikke kun kræve dialog. Og de traditionelle medier har både de bedste forudsætninger for og den fornødne platform til at gøre det.
Det er vigtigt, at alle - journalister, politikere og befolkning - forstår, at de sociale medier ikke er designet til at få os til at tale sammen, tænke os om og nysgerrigt udforske og udfordre det, der går på tværs af vores forskelle. Hvis de var, ville det ikke være antallet af visninger og hurtige likes, der afgør, hvor stor udbredelse vores opslag får, men kvaliteten og diversiteten i den dialog, vores opslag afføder.
Derfor er det bedste bud på nogen, der kan skabe fælles dialog og ansvar dig, kære journalist. Dig og dine kolleger og ledere.
3. Vær kritisk overfor din egen rolle
Heldigvis er heller ikke dét lige så svært, som det lyder.
Det kræver blot, at du kaster et ekstra blik på dine spørgsmål og spørger dig selv, hvordan de ville lyde, hvis de i stedet for at veksle mellem de første to formål, var formuleret med henblik på det tredje formål om at skabe fælles ansvar.
Tænk på den forskel, du kan gøre, hvis du ikke bare dribler rundt på banen med dine egne kritiske spørgsmål, men tænker på dig selv som den træner, der får alle på banen til at stille kritiske spørgsmål.
Tag Qvortrups spørgsmål fra tidligere, som faktisk rummer et fantastisk potentiale for en vigtig debat, som er relevant for alle at være en del af.
I stedet for at tale om visdom, tvang og risiko kunne Qvortrup have spurgt:
“Hvilke overvejelser ligger bag jeres beslutning om at lukke storcentre, men holde de mindre butikker åbne?”
Det er et sindssygt vigtigt spørgsmål at få regeringens svar på, for det er de overvejelser, der ligger bag regeringens beslutninger, der afgør, om vi som befolkning forstår og retter os efter de restriktioner, vi bliver bedt om at rette os efter – eller om vi gør, som det passer os.
Vi mennesker gør meget sjældent noget bare fordi vi bliver bedt om det. Vi har brug for at forstå rationalet bag - og allerhelst få en fornemmelse af, hvad der kommer til at ske, hvis vi ikke gør, som vi bliver bedt om.
Så hvis du er optaget af at gøre en reel forskel som journalist, så skal du ikke stille spørgsmål, der får befolkningen til at tænke “gad vide, om Mette eller Henrik har fat i den lange ende?”, men spørgsmål der får dem til at tænke over, hvordan de selv forholder sig til og ønsker at håndtere de udmeldte restriktioner.
Det tredje spørgsmål, du skal stille dig selv er derfor:
Er min primære opgave at forholde mig kritisk til det, jeg hører, eller er det at sætte andre i stand til at forholde sig kritisk?
Mange vil nok mene det første, men tænk på den forskel, du kan gøre, hvis du ikke bare dribler rundt på banen med dine egne kritiske spørgsmål, men tænker på dig selv som den træner, der får alle på banen til at stille kritiske spørgsmål.
Se, så kan vi tale om at gøre en forskel for demokratiet!
4. Vær kritisk overfor dine egne metoder
Det er ikke tilfældigt, at jeg endnu ikke har været inde på den pointe, som de fleste starter med. Mit overordnede budskab om at bruge spørgsmål til at åbne snarere end at lukke for dialog handler nemlig om meget andet end at stille åbne hv-spørgsmål frem for lukkede ja/nej og enten-eller spørgsmål.
Jeg synes, det er iøjnefaldende, at over 70 % af de spørgsmål, der blev stillet på det seneste pressemøde var ja/nej spørgsmål. Og jeg betragter det som et problem, når spørgsmål, som fx “Er I ved at tabe kampen mod corona?”, ikke lægger op til dialog og et reflekteret svar, men udelukkende kalder på et forsvar.
Alligevel er det spørgetekniske i, om du stiller hv-spørgsmål eller ja/nej spørgsmål det mindste af de problemer, jeg mener, der er med dine metoder.
Det største er, at alle de metoder, du benytter dig af, lægger op til, at du er den rette, ja ligefrem den bedste, til at stille spørgsmål.
Tænk på interview, meningsmålinger og pressemøder - uanset hvilken journalistisk disciplin, vi taler om, så er det ALTID dig, der stiller spørgsmålene og alle os andre (kilder, befolkning og politikere), der svarer. Det er ALDRIG omvendt.
Når rollerne er fastlåst på denne måde, har vi ikke dialog, men to-sporet envejskommunikation. Og derfor er det fjerde spørgsmål, du må stille dig selv:
Er jeg den rette til at stille dette spørgsmål eller opnår jeg mere af det, jeg gerne vil opnå, hvis spørgsmålet kommer fra en anden position end min?
Du bliver ikke en dårligere journalist af at dele din spørgemagt med nogen, der kan skabe større nysgerrighed, lydhørhed og samhørighed end du kan. Tværtimod.
Du har måske aldrig tænkt over det, men det har langt større betydning, HVEM der stiller et spørgsmål end HVAD der spørges om.
Det blev tydeligt til et pressemøde for et par uger siden, hvor Emilia fra Børneavisen stillede tre spørgsmål til statsministeren. Det var tre gode hv-spørgsmål, men det var ikke spørgsmålenes indhold, der gjorde, at de blev modtaget af både statsministeren og befolkningen, som de gjorde. Det var, at spørgsmålene blev stillet fra en anden position og dermed fra et andet perspektiv end de voksne journalisters.
Forestil dig, at Qvortrup havde stillet præcis de samme spørgsmål, som Emilia stillede - tror du, at reaktionen ville have været den samme?
Det er jeg helt sikker på, at den ikke ville.
Så hvis du for alvor vil skabe resultater med din kritiske journalistik, må du ikke glemme at være kritisk overfor dine egne metoder.
Du bliver ikke en dårligere journalist af at dele din spørgemagt med nogen, der kan skabe større nysgerrighed, lydhørhed og samhørighed end du kan. Tværtimod.
5. Husk: Timing is everything
Derfor bliver det sidste spørgsmål, jeg vil råde dig til at stille dig selv:
Hvornår er det min opgave at stille spørgsmål, og hvornår er det min opgave at gøre plads til andres spørgsmål?
Du tænker måske, at der ikke er så meget at diskutere, når det gælder pressemøder: Du er inviteret til at stille spørgsmål, og du har oven i købet fået udstukket nogle rammer for, hvor mange spørgsmål du må stille.
Men ligesom der ikke er noget, der forhindrer dig i at stille hv-spørgsmål i stedet for ja/nej spørgsmål, så er der ingen, der siger, at du altid skal stille dine spørgsmål fra en position som ‘kritisk journalist’.
Det øjeblik din position bliver forudsigelig, bliver statsministerens reaktioner det også, og så bidrager ingen af jer til demokratiets udvikling.
Du kan vælge at spørge fra en position som ‘efterforsker’, der er oprigtigt interesseret i at finde ud af, hvad der går forud for regeringens beslutninger.
Eller fra en position som ‘budbringer’, der med afsæt i en undersøgelse af de spørgsmål der fylder i befolkningen, bruger pressemødet til at få statsministeren til at forholde sig til befolkningens behov (som kan være nogle ganske andre end både statsministerens og mediernes).
Min pointe er, at det ikke blot er en mulighed, men din pligt som demokratiets vagthund at stille spørgsmål fra den position, der tjener demokratiet bedst. Og selvom du måske opfatter dig selv som kritisk journalist, så er du nødt til at tage alvorligt, at der ofte er brug for andre positioner, som du enten må øve dig i at indtage eller gøre plads til, at andre indtager.
Det øjeblik din position bliver forudsigelig, bliver statsministerens reaktioner det også, og så bidrager ingen af jer til demokratiets udvikling.
Den gode nyhed er, at du har uendelig mange muligheder for at få mere ud af dine spørgsmål. Udover en bedre spørgsmålsstrategi for pressemøder, bør du og dine kolleger arbejde strategisk med, hvorfor, hvordan og hvornår I selv stiller spørgsmål og hvorfor, hvordan og hvornår I gør plads til og måske ligefrem faciliterer, at befolkningen stiller spørgsmål.
Til statsministeren og øvrige magthavere, ja, men også til hinanden.
Sociale medier har gjort det nemmere for os at lukke os om os selv og vores egne synspunkter. Traditionelle medier skal gøre det nemmere for os at stille kritiske spørgsmål, tænke, debattere, udfordre og udvikle vores demokrati.
Sammen.
______
5 gode råd og selvkritiske spørgsmål til journalister og andre, der bruger spørgsmål i deres arbejde:
Del meget gerne, så vi kan stille kritiske spørgsmål, tænke, debattere, udfordre og udvikle vores demokrati. Sammen.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Pia Lauritzen er ph.d. i filosofi og stifter af tech-virksomheden Qvest.io. Hun har forsket i spørgsmål på tværs af sprogkulturer og skrevet adskillige bøger og artikler om spørgsmål, ledelse og kunsten at skabe ansvarlige fællesskaber. Kontakt hende på pia@qvest.io eller +45 2282 8688 for yderligere info og booking af oplæg.